03. juni 2013

Nina Weisse har 25 års jubilæum i sekretariatet

Jubilæum

Den 6. juni 2013 kan Nina Weisse fejre sit 25 års jubilæum som ansat på Institut for Matematiske Fag. Nina siger selv med et grin, at hun har kendt mange af de ansatte ”siden de var små”.

Nina 1992

Nina 1992

Nina 2013

Nina 2013

”Dem, der var med til at ansætte mig var jo studerende dengang. Jeg kan huske at Søren Eilers gik rundt med en mega-lang hestehale og sorte negle, som en anden Dan Turell. Niels Grønbæk ligeså. Ja, han havde måske ikke sorte negle, men de var altså lidt… aparte. Det var et specielt miljø”, fortæller Nina.

”For tyve år siden kunne man altid se på en studerende, om vedkommende var matematiker eller mat-økker. De sidste var mere… klædt på, sådan erhvervsmæssigt, og de var meget mere udadvendte. Matematikerne var usikre og generte, stod og trådte sig selv over tæerne. Sådan er det ikke mere. De studerende har forandret sig rigtig meget”.

At have et kvart århundredes hukommelse siddende på sekretariatet, er der mange, der nyder godt af:

”Som ny i administrationen på matematik er det helt fantastisk at have sådan en som Nina siddende. Hun ved jo alt muligt om, hvad ’vi’ plejer at gøre, og hvem der er gode at spørge om det ene og det andet. Nina er desuden meget pligtopfyldende i sin tilgang til alle sine opgaver. Hun kan bedst lide, når vi sætter ambitionerne højt,” fortæller Katja Thorseth, administrationschef på Institut for Matematiske Fag.

Nina Weisse

Manuskriptdamer på skrivemaskine

Nina begyndte som vikar i sekretariatet den 11. november 1985, men da diverse orlovsperioder trækkes fra, så bliver jubilæet altså markeret 27 ½ år efter.

Meget har forandret sig. Nina nævner selv overgangen fra skrivemaskiner til computere - og alle de programmer og systemer, der skulle læres. For 15-20 år siden var der 7-8 ansatte i sekretariatet, væsentligt flere end i dag. Der var blandt andet flere ”manuskript-damer”, der forvandlede forskernes håndskrevne noter til artikler og afhandlinger.

”Vi havde også studienævnssekretæren siddende, og en regnskabsdame – og en travlt beskæftiget bibliotekar. Men omkring 2004 forsvandt de fleste. Nogle røg til den fælles institutadministration. Og forskerne begyndte selv at skrive deres artikler og afhandlinger,” fortæller Nina.

Nina har været sikkerhedsrepræsentant og siddet mange år i SU samt i afdelingsbestyrelsen:

”Det har sgu ikke været lige let, det har det ikke. Faggrupperne var jo uvenner med hinanden. Områderne blev sammenlagt og skilt ad og samlet på ny. Der har været en del uenighed om, hvordan man skulle sejle den her store skude. Det har taget mange år at nå hertil”.

Ved Ninas skranke

Rødkål i risengrøden

Nina er glad for, at man har kastet hende ud i nye opgaver. Som for eksempel skemalægning. Om end det også har ført gråd og tænders gnidsel med sig:

”Ja, det år, hvor skemalægningsprogrammet brød ned tre gange, da kom jeg da hylende ind til Søren Eilers og Ernst Hansen! Som ikke vidste, hvad de skulle stille op med mig… Sådan et møgsystem. Det var bare at starte forfra”.

”Eller den julemiddag, hvor der kom rødkål i risengrøden. Jeg havde jo den bærbare stående på køkkenbordet og diskuterede skemalægning med Søren Eilers i telefon. Men min familie er vant til, at sådan er det med skemalægningen i december. Jeg går vildt meget op i det”.

”Jeg har altid siddet på den her plads, altid i sekretariatet. For jeg kan godt lide at være et sted, hvor der sker noget. Jeg har været glad for at være her, og jeg håber, jeg kan få lov til at blive her indtil jeg går på pension. Jeg synes egentlig, jeg har fortjent at være her til exit”, griner Nina.