Heinrich Hertz's bog Die Prinzipien der Mechanik in neuem Zusammenhange dargestellt var nyskabende inden for både fysik, matematik og filosofi. I fysik lagde den det første fundament til en fysik, som undgår kraftbegrebet som et basalt begreb; i matematik præsenterede den en ny geometrisering af mekanikken i termer af den Riemannske geometri; og i filosofi præsenterede den en radikal ny teori om de mentale billeder vi kan danne os af naturen.
I denne artikel analyseres hvordan Hertz' interesse i og arbejde med mekanikken og billedteorien voksede naturligt ud af hans tidligere forskning inden for fysikken og hans epistemologiske refleksioner over denne forskning. Derved illustreres den frugtbare vekselvirkning mellem de fysiske og filosofiske aspekter af Hertz' mekanik