Er det ikke mærkeligt, sagde min kollega, at fangerne i Vestre Fængsel har elektronisk adgang til tidsskriftet Journal of Number Theory, mens vi her på Matematisk Afdeling (MA) ikke har det?

Formålet med det nedenstående er det at prøve at besvare hans spørgsmål. Det har et større perspektiv, end man umiddelbart skulle tro, i betragtning af, at folketinget har bevilliget 200 millioner kroner til styrkelse af ’elektroniske forskningsbiblioteker’ i Danmark. Et eller andet er måske gået galt.

Min kollegas spørgsmål udløste en vis munterhed på et ellers trist medarbejdermøde, hvis hovedemne var afdelingens meget anstrengte økonomi i disse nedskæringstider for naturvidenskaben på Københavns Universitet. Vi havde netop fået forklaret, at afdelingens udgifter til indkøb af fagbøger og tidsskrifter til biblioteket i år ville overstige hele vores ordinære annuumsindtægt. Vores annuum beskæres, medens de store forlag lader priserne på tidsskrifterne vokse med uhyrlig hast.

Biblioteket er med god grund vores stolthed. Den helt unikke samling af matematisk litteratur beundres og misundes af vore udenlandske kollegaer. Vi udfører en ikke ubetydelig servicefunktion for de matematikinteresserede her i landet ved udlån af sjældne bøger og ved levering af fotokopier fra ældre tidsskrifter, der kun findes hos os. Samlingen er opbygget gennem mange år og vi har altid søgt at holde biblioteket skadesløst ved besparelser, for uden det kan vi og vore matematiske efterkommere ikke fungere optimalt i forskningssammenhæng. Den høje prioritering af biblioteket betyder, at møblerne på vore kontorer er temmelig nedslidte og gulvene i årevis har haft brug for lakering; disse ting finansieres nemlig også af annuum.

Vi havde håbet på en betydelig besparelse i biblioteksbudgettet ved at opsige abonnementerne på de trykte udgaver af nogle udvalgte meget dyre tidsskrifter og i stedet satse på de elektroniske. Faktisk startede vi på eget initiativ allerede i 1996 med at studere mulighederne for elektronisk adgang til fagtidsskrifter. Vi har fulgt udviklingen nøje og har nu, delvis under konsekvent udnyttelse af totallicenser fra nogle af forlagene, fuld elektronisk adgang til ca. 250 matematiske tidsskrifter. For brugerne på afdelingen har vi indrettet en speciel hjemmeside med direkte links til disse tidsskrifter. Den elektroniske adgang er faktisk vældig god og bekvem. Vi kan via Internettet se indholdsfortegnelse på de sidste 3-4 års udgaver af tidsskifterne og hente enhver artikel direkte ned på PC en  og printe den ud. Det er en yderligere fordel, at artiklerne i reglen kommer nogle måneder tidligere på nettet end i den trykte version samt at der er søgemuligheder, som er utænkelige i den trykte version. Hvad i alverden skal vi så med de trykte udgaver? Hvis man skal tro guruerne på DTV (Danmarks Tekniske Videnscenter i Lyngby) og andre progressive bibliotekarer, er tiden er løbet fra den slags. De fylder bare hylderne på biblioteket, og der er vel alligevel ikke nogen, der gider læse i gamle støvede tidsskrifter. De kan umuligt indeholde informationer, der er bedre end de hotteste nye  forskningsresultater fra nettet. Hvorfor ikke bare begrave de gamle tidsskrifter, der hos os fylder kælderen og hele første sal på biblioteket, spare de enorme omkostninger til papirabonnementer og satse på de elektroniske? Det har de jo gjort på DTV og  derved skabt, hvad de selv kaldte en revolution i biblioteksverdenen  i en pressemeddelelse sidste år.

Svaret er paradoksalt nok, at hvis man læser betingelserne for i givet fald at erstatte papirversionerne med elektronisk adgang, vil man se, at  vi simpelthen ikke har råd i det lange løb; vi har faktisk ikke engang råd til næste år! Det kan forekomme lidt sært for de uindviede, men ifølge forlaget Academic Press’  nyeste liste på nettet over abonnenter på Ideal Library (deres enorme pakke af elektroniske tidsskrifter, som også inkluderer ovennævnte Journal of Number Theory) har man råd til at betale for adgangen på diverse danske folkebiblioteker, på Sankt Hans og i fængselsvæsenet, men ikke på København Universitets naturvidenskab. Måske har vi i vores lokale biblioteksudvalg sovet i timen og undervurderet faresignalerne. Der er ikke,  fordi vi ikke har gjort opmærksom på dem. Men sandheden er desværre nok, at de små og hidtil uafhængige forskningsbiblioteker på et væsentligt område ikke passer ind i det nationale koncept. Det er jo en skam, men hvor der handles der spildes. Og der handles stort i disse år. Der er bevilliget millioner af kroner til omstillingsfasen for forskningsbibliotekerne fra papir til elektronisk, og det nyder vi også indirekte godt af i øjeblikket, idet vores ekstra omkostninger ved elektronisk adgang til de store forlags tidsskrifter delvis dækkes af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek (DEF).

I 1997 bevilligede folketinget 200 millioner kr. til oprettelse af  DEF, der drives af Biblioteksstyrelsen i samarbejde med tre de ministerier for kultur, undervisning og forskning. Det er tilrådeligt at have visioner, når man får stillet så mange penge til rådighed til noget så abstrakt som et virtuelt biblioteksnetværk. Og visioner skorter det ikke på hos DEF. De vil ’etablere et netværk af elektroniske biblioteker ved brug af den nyeste informationsteknologi til at stille deres informationsressourcer til rådighed for forskere, studerende, erhvervsliv, biblioteker og andre brugere på en sammenhængende og enkel måde’. Senere står der i deres vision: ’For forskningsbibliotekerne vil det betyde ændring af vante normer og en ny form for samarbejde’  og i den forbindelse nævnes de såkaldte nationale licensaftaler, der åbenbart er et flagskib i projektet. På DEF’s virvar af hjemmesider, der nogle steder kunne trænge til opdatering, er der mange initiativer, også meget prisværdige som f.eks. overvejelser i forbindelse med digitaliseringen af ældre videnskabelig litteratur. Det er et vigtigt langtidsprojekt på verdensplan. Alligevel kan man, måske uberettiget, få indtrykket af, at de på DEF næsten halvvejs i projektet ikke nået forfærdelig meget længere end til indledende spredte fægtninger. En af fægtningerne er de nationale licenser.

Der er her ikke tale om egentlige licenser, men om  rammeaftaler, for eksempel vedrørende adgang til samtlige elektroniske tidsskrifter fra de store multinationale forlag Academic Press, Kluwer, Elsevier og Springer. Rammeaftalerne med de tre første er forhandlet og bliver administreret af Danmarks Tekniske Videnscenter DTV. Princippet for deltagelse er klar. Ethvert bibliotek, der kan betale prisen for adgang til det hele, kan være med. Alle andre kan ikke være med og er udelukket fra i egen regi at lave delaftaler med forlagene, hvis man f.eks. ikke mener nogen sinde at kunne få brug for Journal für die reine Güllebeseitigung. Forlagene vil ikke tale med os og det er ikke så sært. Grunden er følgende:

De nationale licenser er en veritabel pengemaskine for dem, en guldgrube drevet efter enhver forretningsmands drømmeprincip. Du har en vare, hvis produktionsomkostninger er minimale, fordi dine kunder (forskerne) producerer og leverer varen gratis til dig mere eller mindre salgsklar. Du sælger varen tilbage til dem, men du er stadig eksklusiv ejer af den og kan derfor sælge den igen næste år til samme personer med 10% prisforhøjelse! Hvis de ikke kan betale prisen, mister de alt, også adgangen til de tidligere årgange, der er betalt for. Det er intet under, at det hollandske forlag Elsevier, som har de suverænt højeste priser på tidsskrifter, angiveligt udbetalte 40% i udbytte til deres aktionærer sidste år. Set fra forlagens side er det et genialt forretningskoncept, som ledende kredse i den danske forskningsbiblioteksverden åbenbart sluger råt.  På samme måde som forlagene tidligere forklarede overdrevne priser med vage argumenter om høje produktionsomkostninger og  små oplag, er begrundelsen nu udviklingsomkostninger. I virkeligheden har de indset, at de trykte kommercielle videnskabelige tidsskrifters dage nok er talte. Måske har de også indset, at det videnskabelige samfund reelt slet ikke har brug for deres service mere. Internettet, som er selve basen for forlagenes nye virtuelle geschæft, giver samtidig moderne forskere et ægte alternativ, der ikke fandtes tidligere. På nettet oprettes enorme forskningsdatabaser, preprintservere og rent elektroniske tidsskrifter, som ligesom hos de kommercielle har en anset udgiverstab, der borger for kvaliteten. Forskellen er bare at disse tidsskrifter er helt gratis. Et godt eksempel herpå er Documenta Mathematica, som udgives af den tyske matematikerforening.

Nu kan vi så besvare min kollegas spørgsmål, som blev nævnt i starten. Problemet for MA ved de nationale licenser er det, at når man først melder sig ind i et såkaldt  konsortium, er prisen for elektronisk adgang til alle et forlags tidsskrifter låst fast og prisforhøjelserne beregnes til evig tid ud fra en startpris som typisk er 10-25% over værdien af abonnementerne på de alle de  papirversioner, som det deltagende bibliotek abonnerer på i startøjeblikket (og måske for en sikkerheds skyld også et par år før). Og her ses forskellen mellem prisberegningen for eksempelvis fængselsvæsenet på den ene side og for MA på den anden. Mens man i fængselsvæsenet sandsynligvis ikke har abonneret på noget som helst fra det pågældende forlag, har vi på MA traditionelt, naive som vi er, abonneret på alle de væsentlige matematiktidskrifter under udnyttelse af næsten alle vores annuumsressourcer, selv om priserne i årevis  har været alt for høje. Effekten er, at man i fængselsvæsenet næsten har gratis adgang, medens vi betaler ekstra høje priser for de elektroniske versioner af tidsskrifter, vi i forvejen kan læse i på vores eget bibliotek. Jamen, så opsig dog papirabonnementerne, hører man læseren sige. Det ville vi da gerne overveje, men det er desværre forbudt, hvis vi vil beholde den elektroniske adgang! Hvis vi opsiger bare ét tidsskrift fra et forlag, og det er vi jo grundet nedskæringerne tvunget til, er det slut med den elektroniske adgang til alle forlagets tidsskrifter fra næste år. Måske kan andre se den logik i dette, jeg forgæves har søgt at finde, siden DTV for over 2 år siden under stor publicity forhandlede deres første nationale licens i hus til velsignelse for den danske forskningsverden.

Jeg håber ved det ovenstående at have påpeget, at en del af de nationale licenser i deres nuværende form skævvrider adgangen til forskningsinformationen, forhåbentligt i direkte modstrid med DEF’s intentioner. Det er i hvert fald ikke i overensstemmelse med, hvad alle tre involverede ministre sagde på DEF’s visionsseminar.

Som det er nu, gives der adgang til tusindvis af lærde tidsskrifter til personkredse, der ikke kan bruge den enormt specialiserede viden til noget, hvorimod nogle af de forskere, der har behov for den, i realiteten udelukkes. Problematikken med at give personer adgang til specialiseret forskning, de ikke kan forholde sig til, dukker op i en hidtil eneste danske brugerundersøgelse på området. Man bad forlaget Springer om oplysning om, hvor meget deres elektroniske bibliotek SpringerLINK med 400 tidsskrifter var blevet brugt på de deltagende biblioteker i en given måned. Resultatet var nedslående. På folkebibliotekerne var brugen praktisk taget nul og også på forskningsbibliotekerne var brugen ret beskeden. Nogle bibliotekarer mente, at Springer måtte have givet forkerte tal, men de skal såmænd nok passe. Det illustrerer den misforståelse, at kvantitet skal kunne erstatte kvalitet og frem for alt relevans. De fleste af Springers 400 tidsskrifter vil kun interessere en lille håndfuld specialister, nogle af dem interesserer måske slet ingen her i landet. Hvad skal de så på folkebibliotekerne, som alligevel heller ikke kan vejlede brugerne på kompetent måde i vildnisset af forskningsinformation? For megen information kan derfor faktisk være skadelig, fordi den overvælder potentielle brugere, også forskere, med irrelevant information. Hver eneste forlag kræver også hos os matematikere et betydeligt sorteringsarbejde,  for at vi kan præsentere de relevante elektroniske tidsskrifter på en overskuelig måde på bibliotekshjemmesiden.

En anden udbredt misforståelse, som også stikker hovedet frem i DTV’s  og DEF’s visioner synes det at være, at omfattende og hurtig adgang til den nyeste forskning er afgørende for forskerne og at ældre forskning derfor er mindre relevant. Nu er det jo ikke TV-nyheder, der formidles. Og er forskningsproduktion  et væddeløb? Gælder det om at være hurtig, fordi andre ellers snupper forskningsprojektet for næsen af dig? Forskning af denne art, som enhver med en smule kvalifikation kan producere, vil næppe bringe os  meget videre. Selvfølgelig er det stimulerende at snuse (eller surfe!) rundt i andres forskningsresultater, men aktualiteten er uvæsentlig. Ligesom med god fiktionslitteratur kan man i naturvidenskaben også  blive stimuleret af noget gammelt. Shakespeare og Holberg har stadig noget at sige i vores tid. Det har de gamle matematikere som Hilbert og Lie også. Vi vil derfor ikke drømme om at begrave eller afskaffe vores gamle tidsskrifter.

Vi er i den nuværende situation tvunget til at sørge for, at der bevares et trykt eksemplar af hvert væsentligt matematisk tidsskrift et eller andet sted i landet. Hvor gammeldags papirtidsskrifterne end måtte synes at være, er de vores garanti mod pengeafpresningen fra de store forlag. Hvad vi har stående i kælderen kan ikke tages fra os gennem ublu prisforhøjelser og annuumsreduktioner. De skal i det mindste beholdes, så længe fri og gratis (eller i det mindste non-profit) adgang til forskningen ikke er slået igennem og det er forbudt at oprette egne lokale elektroniske forskningsarkiver som værn mod risikoen for at miste, hvad man allerede har betalt for i dyre domme. Jeg tror faktisk, at den frie forskningsadgang kommer på et eller andet tidspunkt. På et meget beskedent niveau har Encyclopedia Brittanica vist vejen. Tidligere krævedes licens for elektronisk adgang til denne guldgrube af nyttig information. Nu er adgangen via Internettet gratis.

Til sidst vil jeg nævne, at der er et eksempel på, at et forlag insisterer på betaling for 7 eksemplarer af et tidsskrift for at give elektronisk adgang! Alligevel står der i DEF’s visioner: ’Bibliotekerne kan effektivisere deres anskaffelser, da digitale dokumenter kun behøves i ét eksemplar’. Det er en sandhed med modifikation. Vi må i hvert fald her på MA med beklagelse konstatere, at matematiktidsskrifternes ene eksemplar sandsynligvis ikke skal stå hos os.