Bidrag til studieguide 1993


Da jeg startede på matematikstudiet troede jeg egentlig ikke at jeg en dag ville få lyst til at arbejde med matematik i sin rene form. Jeg syntes godt om faget i gymnasiet, og så frem til at bruge nogle år af mit liv på at studere matematik, men jeg forestillede mig nok at der ville dukke noget andet op, som jeg ville kunne kombinere matematikken med når jeg en dag blev færdig og skulle ud på arbejdsmarkedet.

Jeg måtte imidlertid ret hurtigt konstatere, at mine forestillinger om matematik og matematikstudiet ikke passede særlig godt med realiteterne. Man fokuserer på nogle helt andre problemstillinger end jeg havde ventet; matematik handler kun i meget ringe grad om at regne ting ud og finde nye formler, men snarere om at identificere og beskrive struktur i bredere forstand. Det oplevedes først som et chok for mig, men da forskrækkelsen havde lagt sig, begyndte jeg at synes rigtig godt om matematik. Samtidig måtte jeg revidere mine fremtidsplaner -- så snart jeg havde fået øje på at det at arbejde med matematik på et højere niveau ikke er noget med at sidde og regne, men noget med at bruge sin fantasi og kreativitet til at sætte argumenter sammen, følte jeg ikke længere noget behov for at sætte det jeg lærte om ind i en eller anden ramme. Matematikken er relevant fordi den spiller rollen som sprog og/eller værktøj indenfor en lang række videnskaber og tekniske discipliner, men for mig blev den interessant i sig selv.

Da jeg så endelig blev færdig med studiet, var der ikke megen tvivl i mit sind om at jeg mest havde lyst til at fortsætte ad den akademiske vej, og efter et halvt år hvor jeg overlevede på et job som deltidsunderviser og supplerende dagpenge, lykkedes det mig at få et stipendium som ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. Som ph.d.-studerende indtager man en mellemposition mellem at være ansat på universitetet og at studere der. Jeg forventes først og fremmest at dygtiggøre mig selv og at udføre forskning, men universitetet har ret til at udkommandere mig til diverse fagrelevante job.

Jeg er blevet sat til at undervise på første år af matematikstudiet, og det er et arbejde jeg sætter stor pris på. Det er utroligt tilfredsstillende at føle at man kan lære folk noget nyt, og bare det at få lov at forsøge at dele sin begejstring med andre er meget værd. De fleste af de mennesker jeg omgås efter arbejdstid laver alle mulige andre ting, og det er ikke så let for mig at forklare dem hvad jeg egentlig går og laver, hvilket af og til kan være lidt frustrerende. Så er det sjovt at have en klassefuld "frivillige" at afreagere på.

Forskningsdelen af mine forpligtelser minder en hel del om at studere, og jeg må tilstå at det passer mig godt. Jeg følger nogle få kurser, går til seminarer og forelæsninger, og studerer en del på egen hånd. Man kunne måske få den ide, at det at forske i matematik er en ensom affære. Det er sandt, at man af og til må i enrum og tænke intenst over de problemstillinger man arbejder med, men der er også meget af arbejdet der egner sig meget bedre til samtale og diskussion i små grupper af matematikere. Specielt trækker jeg meget på lærere og viderekomne studerende ved mit institut, og de gnister det slår, når jeg diskuterer problemstillinger med mine dygtige kolleger er noget af det der tiltaler mig allermest ved denne branche.

Faktisk er det rimeligt at tænke på matematisk forskning som en kollektiv proces, hvor mange fremskridt kommer som følge af udveksling af ideer, tanker og resultater mellem matematikere over hele kloden. Det er en international disciplin; der kommunikeres meget over landegrænserne, og matematikere rejser meget. Jeg var selv ude at læse et år allerede som studerende, og planlægger flere udlandsophold af varierende længde i fremtiden. Matematik er ikke i særlig høj grad bundet til matematikernes kulturelle baggrund, så det er nemt at arbejde endog meget tæt sammen med folk med en helt anden baggrund end en selv. Hvis man er heldig, kan man endda lære noget om andet end matematik på den måde.