Søren Eilers, formand
Da det blev klart at den afgående bestyrelse ville pege på mig som formandskandidat brugte jeg lidt tid på at grundigt genlæse Kurt Ramskovs højst anbefalelsesværdige skrift i Historia Mathematica [vol. 27 (2000), 223-242] om foreningens tidlige år. Det slog mig at selv om vores fag ubestrideligt har udviklet sig eksplosivt i de år der er gået siden foreningens grundlæggelse, så er ændringerne i de arbejdsforhold vi har som matematikere næsten mere fundamentale. I det 19. århundrede måtte DMF gå ind og løfte opgaver som vi i dag tager for givet fra læreanstalternes side - fx biblioteker, foredragsmuligheder etc. - men til gengæld var matematikmiljøet så lille og lokaliseret at mange af de opgaver vi lægger vægt på i dagens DMF om at skabe sammenhæng hen over land og institutioner var stort set redundante.
Det er naturligvis af den yderste betydning for DMF at vi bliver ved med at tilpasse os til de ændrede forhold vores fags udfoldelse betinger. Vi har heldigvis stadigvæk stort set alle landets fastansatte forskningsmatematikere som medlemmer, og et svagt voksende medlemsskab udenfor denne kreds, men jeg kan godt blive lidt bekymret af at vi rekrutterer så relativt dårligt blandt ph.d-studerende. Hvis ikke vores forening synes relevant for dem, så er det noget galt!
Men hvis jeg må starte med at pege på et par områder hvor jeg mener at vi gør det godt uden de store behov for tilpasninger, så vil jeg starte med vores publikationsaktivitet. Vores blad, Matilde, har defineret en vigtig rolle for sig selv som det uformelle organ for matematikere i landet og vedbliver at publicere vedkommende og inspirerende temanumre, og vore to tidsskrifter i samarbejde med de øvrige nordiske foreninger - Math. Scand. og NORMAT - løfter også flot de to forskellige opgaver de har. Og vi stiller flere vigtige elektroniske værktøjer til rådighed for danske matematikere, som e-matnytkalenderen, medlemsdatabasen. preprintserveren og jobdatabasen.
Vi er også, synes jeg, effektive internationalt i samspil med vore søsterforeninger og med EMS. Men jeg synes det er værd at se nærmere på om vi kan blive bedre til at skabe sammenhæng i vort fag nationalt. Der skal ikke herske tvivl om at dette er en opgave som DMF har taget meget alvorligt i mange år, og med såvel årsmøderne som sommerskolerne yder vi et mærkbart bidrag til at matematikere fra forskellige institutioner lærer hinanden at kende. Men jeg tror at der er behov for at vi gør mere, også for at skabe kontakter til de af vore medlemmer der ikke arbejder på universiteterne, og til matematikvenlige kolleger i vores nabofag. Jeg vil arbejde for at vi finder nye måder at bygge broer i det danske matematiklandskab på, for det er af stor betydning i lyset af de krav der stilles til os fra politisk hold hvad enten det drejer sig om indbyrdes konkurrence, om kontakt til erhvervslivet eller om tværfaglighed. Vi er i gang med genoplive en tidligere serie af dobbeltforedrag med nogle af vore søsterforeninger, men der skal nok også helt nye ideer til. Forslag er meget velkomne, især fra medlemmer ansat udenfor universiteterne.
Ved årsmødet diskuterede vi formidling af matematik overfor den bredere offentlighed. Jeg er lidt usikker på hvor aktivt foreningen skal forholde sig i dette område, for universiteterne gør også meget hver for sig, og der er jo ikke nogen grund til at gå i konkurrence med vore arbejdspladser om mediernes opmærksomhed. På den anden side kom det klart frem under årsmødet god formidling ikke altid behøver at være dybt original, sådan at vi med fordel kan dele og udveksle emner. Det kom også frem at visse oplagte formidlingsmuligheder af og til blev forpasset fordi der ikke var nogen af universiteterne der agerede på dem, så jeg tror at vi skal se på at lave en slags formidlingsberedskab i foreningens regi.
Man kan også spørge hvor aktive vi skal være som interesseorganisation. I den forrige bestyrelses tid var vi meget forsigtige med ikke at gå ud med en politisk melding uden at være helt enige. Jeg tror at det er en sund strategi at når vi tager ordet, fx overfor politikerne, så har vi sikret os at vi kan tale for hele foreningen, men det kan jo også være farligt ikke at mene noget om vigtige sager.
Lad mig slutte af med at pege på et par helt nye veje jeg synes foreningen skal overveje at bevæge sig ud ad. For det første mener jeg at vi bør påtage os opgaven at være en sprogbærende organisation, der kan fortælle alle der måtte ønske det hvordan man kommunikerer matematik på dansk. Jeg mener det er vigtigt og naturligt at undervise på engelsk af og til for at sikre internationalisering (også for de dansktalende studerendes skyld), men det har jo den pris at vi ikke hver gang får videreformidlet hvad tingene hedder. Vi risikerer at det bliver glemt og at vores fagsprog bliver ramt af det lingvisterne kalder domænetab.
Den anden nye vej er fundraising. Jeg ved fra min tid som kasserer at foreningens økonomi er meget sund, men der er ikke megen plads i den til større projekter og nyskabelser. Vi kommer selvfølgelig aldrig til at have et råderum som vore søsterorganisationer i fx USA og Storbritannien, men måske vi alligevel kan lære noget af deres metoder? Jeg synes vi skal prøve at være lidt mere aggressive på denne front for at kunne få råd til at sætte ting i værk der koster noget, og som et første forsøg i denne retning er jeg ved at prøve at finde sponsorer til en specialepris.
Det er altid værd at tage en diskussion om hvad foreningen skal (og ikke
skal) beskæftige sig med, og vi kommer til at arbejde med flere af disse
spørgsmål i bestyrelsen i løbet af efteråret. Jeg håber at mange af
medlemmerne vil have lyst til at bidrage til videre diskussion enten på forummet (endnu ikke aktiveret) eller ved blot at kontakte mig på eilers@math.ku.dk.